#TorsdagsTips – hvad er du god til?

jobsøgning hvad er du god til

Hvorfor er det egentlig så svært at svare på: Hvad er du god til?

Jeg møder mange dygtige mennesker. Vanvittigt kompetente mennesker, men ofte har de egentlig lidt svært ved at sætte ord på, hvad de er gode til.

Hvorfor? Tja… det har jeg også tit spurgt mig selv om.

Er det bare ikke særlig dansk at fortælle om, hvad vi er gode til?

Og hvis vi gør det, så kommer der tit et forbehold om, at der jo også er andre, der er dygtigere eller har flere uddannelser. Det kan da godt være, men nu er jeg jo nysgerrig på dig og alt det, som lige præcis du kan.

Når vi prøver at sætte ord på, hvad vi er gode til, så bliver det nogle gange lidt forsigtigt og kun i overfladen. Altså lidt fesent. Vi vil jo helst ikke prale. Helst ikke være for meget. Helst ikke virke for selvoptaget.

Det er derfor lidt uvant, når vi skal til at sætte ord på alt det, vi kan. Vi er ikke i træning, når vi får brug for at sætte ord på vores superkræfter. Kan du mærke det? Det er allerede lidt for meget, når jeg kalder det superkræfter?

Pointen er egentlig bare, at vi ikke har ØVET os i at fortælle om vores styrker og kompetencer. Vi har ikke sat ord på. Endnu. Vi skal først til at øve os. Interessant nok er det forbavsende let at sætte ord på det, som vi ikke er så gode til.

Du må godt…

Der skal egentlig ikke ret meget til, før du kan tegne et smukt billede af styrker, kompetencer og det særlige ved dig. Det kræver, at du er nysgerrig – og at du giver dig selv lov til at KIGGE efter styrker og kompetencer.

Du må godt. Fokusere lige der, hvor du er stærk.

Der, hvor du har gjort eller tænkt noget, som var specielt godt.

Der, hvor du løste en opgave særligt godt.

Hvad var det for kompetencer, du brugte her?

Der, hvor du brugte DIN MÅDE at gøre tingene på, og DET bare gjorde en forskel.

Der, hvor du er helt speciel – fordi du kommer med dine værdier, din personlighed, dine kompetencer og erfaring.

Er du nyuddannet eller bare begyndt at tvivle lidt på dig selv?

Så kan det godt være lidt svært i starten. Er du lige blevet færdig med en uddannelse, har du måske aldrig sat ord på alt det, du kan. Du har ikke haft brug for det endnu. Du skal først til at øve dig. Du skal have sat ord på det, du har lært – alle de kompetencer og styrker du har med dig – fra dit studie og måske også fra fritidsjobs, fritidsaktiviteter eller frivilligt arbejde. Du har lært en masse – og sikkert meget mere, end du lige selv har tænkt over, mens du var i gang.

Har du været imellem jobs i et stykke tid, er det også lidt svært i starten. Jobsøgning er et job – og måske et af de mest krævende jobs, der findes. Hvis du er begyndt at tvivle lidt på dig selv og alt det, du kan, så er du ikke alene. Også selv om du ikke har grund til det. Jobsøgning kan godt fylde meget, men du er jo andet og meget mere end jobsøgende.

Hvad kan du så selv gøre?

Du kan begynde at øve dig i at sætte ord på. Skrive ned. Faglige kompetencer. Personlige kompetencer. Det særlige ved dig – ”din personlighed på arbejdet” så at sige. Altså også det, der gør, at du skiller dig ud fra andre.

Du kan lave en brutto-liste. En brutto-liste eller et mindmap over, hvad du er god til, så du kan plukke det mest relevante, når du søger job. Og bare giv den gas. Dyk ned i succeshistorierne. Spørg ind. Hvad var det, der gjorde, at det lykkedes? Hvilke kompetencer, erfaringer eller metoder brugte du?

Du kan også få friske øjne på dig selv. Række ud til en tidligere chef, kollega, specialevejleder eller en anden, som du har tillid til. Fortæl, at du er ved at afdække dine kompetencer og den værdi, du har for arbejdsgiver. Spørg, om du må få deres blik på dine styrker.

  • Hvad gjorde du specielt godt?
  • Hvor ser de dine styrker?
  • Hvordan var du at have som medarbejder, kollega eller studerende?
  • Hvad ville være det bedste argument for at ansætte dig i deres øjne?

Spørg ind. Brug HV-spørgsmålene og lyt. Det kan være en god måde at få inspiration til at sætte ord på dine arbejdsværdier, styrker og kompetencer. Tag det, som du kan bruge. Det er ét perspektiv, og der er sikkert flere.

Du har sikkert allerede haft en fornemmelse af, hvad du kan. Du har bare aldrig rigtig sat ord på og defineret dig selv og din arbejdskraft så tydeligt. Det er en god investering, for så har du en bruttoliste, når du skal fortælle en virksomhed, hvad du byder ind med. Altså når du skal fortælle en kommende arbejdsgiver, hvad han/hun får ud af at ansætte dig som sin nye medarbejder. Når du skal kæde din viden om virksomheden sammen med din viden om dig selv og formidle matchet.

Din bruttoliste kan du plukke fra, når du arbejder med din fortælling, din elevatortale, din ansøgning, dit CV og til jobsamtalen.

Skal vi ikke bare begynde at øve os? Nu. Vi må godt. Også være lidt for meget. Hellere det end at være for lidt ;o)