#TorsdagsTips – motivation i din ansøgning uden kunstige standardfraser

motiveret ansøgning

“Hvad kan jeg gøre for at vise, at jeg er motiveret på en relevant måde, uden at det bliver alt for kunstigt?” Det spørgsmål får jeg ofte af mine kunder.

Standardmotivation sælger ikke billetter

Frygten for, at motivationen i din ansøgning bliver for kunstig eller for meget, kan i virkeligheden gøre, at motivationen i din ansøgning bliver for vag eller generel. Jeg har set mange eksempler på standardmotivation – de sælger sjældent ret mange billetter.

Standardmotivation sælger ikke billetter, fordi arbejdsgiver gerne vil kunne mærke, at du virkelig vil virksomheden og jobbet. I en rekrutteringsproces sidder vi og leder efter svaret på: Hvorfor søger du jobbet og hvorfor lige hos os?

Din personlige motivation for jobbet

75% af arbejdsgiverne siger, at de bedste ansøgninger har en velbeskrevet personlig motivation for at søge jobbet. Nøgleordene er ’velbeskrevet’ og ’personlig’ – at du sætter ord på, hvorfor du søger jobbet og får virksomheden til at tro på, at du drømmer om at arbejde hos dem – lige netop hos dem.

Og ja – du må godt kurtisere arbejdsgiver og tage afsæt der – forstået på den måde, at du godt må anerkende virksomheden for noget, som du synes, at den har tænkt godt eller gør godt. Det, du anerkender virksomheden for, må gerne være relevant for det job, du søger. Det må også gerne være en del af virksomhedens eget selvbillede, værdier eller noget, som de i øvrigt selv er stolte af. Derfor er research på virksomheden din nye bedste ven, som jeg skrev i ”TorsdagsTips – hvad er en god ansøgning?”.

Jo mere du ved om arbejdsgiver, jo nemmere kan du ramme med en anerkendelse lige der, hvor han eller hun er mest modtagelig.

Kan det blive for meget?

Ja, det kan det, hvis du overdriver helt vildt og ikke er troværdig. Hvis valget står mellem ’lidt for meget’ og ’lidt for lidt’, så tror jeg dog, at de fleste virksomheder vil tilgive en anerkendelse, der er lidt for meget.

Det er oplagt at kombinere anerkendelsen af virksomheden med DIG – altså at bringe dig i spil i forhold til den anerkendelse, du giver virksomheden. Her kan du fortælle, hvorfor det er vigtigt, at du bliver en del af virksomheden. Du kan også fortælle, hvad du har at byde ind med, og hvad du vil gøre som deres nye medarbejder. Med andre ord: Hvad får de, hvis de ansætter dig som deres nye medarbejder?

Hvornår er motivationen så god og klar?

Det afhænger af modtager, men svaret ligger også i, hvor præcist motivationen rammer jobbet og virksomheden. Hvis du bare kan erstatte virksomhedens navn med en anden virksomhed, så er den vag. Hvis du derimod får beskrevet, hvad det er ved jobbet, der giver dig høj arbejdsglæde, og hvorfor du har valgt lige netop denne virksomhed, så er du godt på vej.

Arbejdsgivere er helt almindelige mennesker, og de vil gerne vide, hvorfor netop de er blevet valgt og hvorfor netop dette job. På den anden side af bordet kan vi nemlig godt være i tvivl, om du virkelig vil os og jobbet.

Sæt ord på din motivation

Når du skal sætte ord på din motivation, kan du bruge et par enkle hjælpespørgsmål:

  • Hvorfor søger du jobbet?
  • Hvor vil din arbejdsglæde komme fra i jobbet?
  • Hvorfor vil du gerne lige netop denne virksomhed?

Har du brug for at tænke lidt mere over, hvad din motivation for jobbet er, kan du starte med de her hjælpespørgsmål:

  • Hvad er min motivation for at søge jobbet?
  • Virksomheden, kunderne, produktet?
  • Opgaverne og/eller ansvaret?
  • Udfordringerne?
  • Måden at arbejde på?
  • Værdierne?
  • Muligheder for at lære noget nyt?
  • Andet?

Det er tit små marginaler, der afgør, hvem der bliver inviteret til en jobsamtale – og motivation er guld. Derfor er det en god investering at bruge tid på din personlige motivation, så den præcist rammer jobbet og virksomheden.

Selvom det lyder banalt at beskrive sin motivation for at søge et job, så er der faktisk mange, der har lidt svært ved den del af ansøgningen. Hvis det er særlig svært, kan det være en god idé at tage en tur op i helikopteren og tænke over, hvad der er vigtigt for dig i dit arbejdsliv? Hvad gør dig glad? Hvad vil du gerne arbejde med i fremtiden? Men det er en helt anden snak – og måske et helt andet TorsdagsTip.